Og hvis nogen mener at slagtøj er kedeligt, beviste Thomas Sandberg, at det passer i hvertfald ikke. For i sit tre kvarter lange show sørgede han ikke blot for rytmer af alle slags og på de mest uventede “instrumenter”. Han leverede også komik, slapstick og masser af humor, så publikum klukkede af latter…. Horsens Folkeblad 2014
Udover at være en af landets fremmeste slagtøjsspillere, der ubesværet bevæger sig mellem forskellige genrer som ny kompositionsmusik og performance, er Thomas Sandberg også en stor formidler af rytmisk musik til børn….Sandberg er en elegant formidler af musik og improvisationskunst. Hans originale pædagogiske projekt fortjener stor anerkendelse. Det var ganske enkelt godt at befinde sig i det uhøjtidelige og sprudlende univers, som multikunstneren byggede op. Aarhus Stifttidende 2013
Stor leg….Ud af Thomas Sandbergs nonverbale og fysisk ekspressive gøren og interageren med billeder og lyd opstår en original eksemplificering af, at leg med gentagelser kan rumme fortryllende nyt. ‘Sygt!’ og ‘Åh, det er godt lavet det der!’ er bare nogle af de spontane begejstringstilkendegivelser der fyger i luften fra børnepublikummet til Thomas Sandbergs forestilling ‘Loop’. Rummet koger og publikum er fuldstændigt ‘med’ og ‘på’ det, der sker på scenen. Det, vi nyder, er den helt igennem suveræne musikalitet og opfindsomhed, der gennemsyrer den leg med musik, lyd, billede og rytmik som Thomas Sandberg interagerende kaster sig non stop dynamisk ud i…. Teateravisen 2011
Nytårskoncerten på Værket i lørdags var ikke kun underholdning i høj klasse, men også en særlig musikoplevelse….
Det helt specielle ved koncerten var den eminente slagtøjssolist, multikunstneren Thomas Sandberg.
Han optrådte som en form for musikalsk stand-op komiker, som tilføjede musikken en helt ny dimension eller skabte noget fuldstændig originalt…..
Thomas Sandberg er en sprudlende improvisator. Hans komiske begavelse hviler på hans store musikalitet. Han fornemmer momentet, den præcise udtryksfulde forskel mellem tavshed og lyd. Han er fuldstændig naturlig i sin optræden….
Monica Papazu, Randers Amtsavis 2010.
“De er lutter åbenstående munde , når Thomas Sandberg giver sig til at brillere med legetøj, stemme og slagtøj som remedier i en improvisation, der slår alt, hvad børnene i salen før har hørt af human beatbox og lignende fænomener…
Gummidyrene får et ekstra klem af Thomas Sandberg og det er sikkert ham, ungerne husker, når de skubbende og masende har forladt operaens blå plys…”
Thomas Michelsen, Politiken 2008
“Thomas kan få alt til at swinge – giv ham et fodgængertorv, et plastsæde, giv ham hvad som helst!
Han er legebarnet uden grænser, der spiller på det essentielle pulsslag.”
Lotte Bichel, Berlingske Tidende 2005
“Thomas Sandberg er eminent til tramp, plask, bank, piv, dyt og båt. En moderne musikalsk klovn af format… overrumplende vittigt og virtuost udført af slagtøjsspilleren Thomas Sandberg…Det er pjank og ballade, men det er rasende musikalsk gjort. “
Ole Nørlyng, Berlingske Tidende 1998
“Sandberg er vores sjoveste slagtøjsspiller…. Kunst i grænselandet mellem stand up, improvisation, ny kompositionsmusik og teater..Sat ned på en stol mellem to mikrofoner udvidede percussionisten vores rammer for forståelse af, hvad der er musik, hvad der er slagtøjsspil, og hvad der bare er elementært morsomt….”
Thomas Michelsen, Politiken 2000
“Slagtøjsspilleren Thomas Sandberg har udviklet et spilleteknisk niveau og et kunstnerisk overblik, der sætter ham i stand til at lave rytmeserier, koordinationsspil med hænder og fødder og timing af enkeltdetaljer, som kun de færreste kan udføre.”
Anders Beyer, Information 2000
“Musikalske klovnerier. Originalt slagtøjstalent skaber nyt musikteater og afvejer musik og klovneri med suveræn elegance og vitalitet.”
Jan Jacoby, Politiken 1997
“Trommehvirvler og suverænt skuespil. Sandberg forener musikken og teatret så tæt som det hidtil ikke er set og det, Thomas Sandberg præsenterer er underholdende, forfriskende og anderledes. Såvel det teatralske som det musikalske får ny luft under vingerne. Her kombinerer Sandberg sin eminente musikalitet og sans for timing med sin kropsbevidsthed og sit enorme arsenal af udtryksnuancer.”
K.E. Watz, Lolland Falster Folketidende 2000